Ansigtet bærer også præg af smerterne, og kroppen slæber sig afsted foroverbøjet og armene kan ikke løftes. Nu er kommunerne nået så langt at de kan træffe en afgørelse for mennnesket, som er sygt.
Flexjob skal være at arbejde på nedsat tid, til nedsat løn, for syge og svage mennesker.
Når en syg eller svag person opstarter at skal være flexjobber, så har personen allerede været syg over lang tid.
Det begynder med at mennesket har et job og er ”rask og rørig”. Derefter begynder legemet at vise sygdomstegn eller svaghedstegn. Disse tegn kan for eksempel være: gigt, myoser, hjerteproblemer, psykisk sygdom, blodpropper, kræft, rygproblemer og så videre. Personen kan også have været ude for trafikuheld eller arbejds-skader.
Mennesket forsøger så at gå på job over en lang periode, samtidig med, at det skal passe sine sygdoms-undersøgelser og sygdoms-behandlinger.
Mennesker der viser sygdomstegn og går på job og passer sine sygdoms-behandlinger & sygdoms-undersøgelser på en og samme tid, må jo unægtelig have mistet noget af sin ”raskhed og rørighed”.
Personen har længe og over lang tid følt sig træt & udmattet & eksempelvis føler smerter & stor udmattelse & stress-belastning, på grund af, at mennesket skal presses til at passe sin daglige livs-førelse og samtidig passe både jobbet og privatlivets mange arbejds-opgaver & samtidig passe sygdoms-behandlinger & smerter & presset for de mange fravær fra jobbet.
Derfor begynder mennesket at se sig om efter muligheder på, hvordan det kan klare denne dobbelt-rolle med at være blevet syg og samtidig skal opføre sig som en ”rask og rørig” person. Det er unægtelig svært og mennesket, som jo er klogt, begynder at formindske og reducere privatens opgaver og dens daglige gøremål. Ofte hviler eller sover det nu sygdoms-ramte menneske meget, når det kommer hjem fra jobbet.
Efter en tid på denne måde og med spindelvæv i hele hjemmet og støv i hjørnerne og manglende rengøring og for eksempel social samvær fra den syges side, er personen nu så afkræftet & magtesløs & stresset, at situationen omkring den manglende indsats i privaten og privatlivet også bliver til en sygemelding fra jobbet.
Der er nu 3 stadier på, at noget har været galt, oftest over lange tidsperioder. For nogle folks vedkommende, og jeg mener at det er mange flere end vi umiddelbart regner med, starter nu ”den lange ydmygelses & prøven og ”laden stå til” hos de offentlige instanser. De 3 stadier som den sygdoms-ramte har gennemgået er nu følgende:
- Sygdomstegn og sygdoms-svaghed.
- Manglende resourcer i privaten & privatlivet.
- Sygemelding fra jobbet.
Men mennesket er jo allerede skadet ved pludselig opstået uheld, eller har været syg over en lang periode og for en del mennesker har sygdommen varet over en årrække, før denne opstart hos kommunerne. OG HOS KOMMUNERNE BLIVER DET RIGTIGT SJOVT!
Kommunerne er pålagt mange sjove ting for mennesket, for at sikre sig, at det ikke er en dovne-dvaske syg person, der ”snylter” på samfundet. (Du kan læse om dovne-dvaske sygdommen her: http://vikasweb-vikasweb.blogspot.com/2008/07/entuiasmen-der-blev-vk.html).
De sjove ting kommunerne er pålagt kan være, arbejdsprøvninger, arbejdsfunktions-beskrivelser, andre af kommunerne valgte undersøgelser end dem lægen og sygehusene har foretaget, mange og lange og langsommelige samtaler om ”dit & dat”, motionskurser, at blive i jobbet forhandlinger med og uden kommunernes indblanding, jobsøgnings-kurser, med videre.
Listerne er lange på hvad kommunerne kan finde på, at de syge mennesker over endnu en lang årrække skal gennemgå, således at det syge menneske kan blive mere syg og overbelastet og smerterigt og stresset. Du kan selv tilføje noget på listen, hvis der er nogle kommunale sjove ting som jeg har overset.
Efter disse 2 perioder, hvor mennesket først har vist udmattelse på grund af lange perioder med at forsøge dobbelt-rollen, som både syg og rask, skal det syge menneske nu over en årrække, ligesom tryllekunstneren ”Abra Kadabra”, presses ind i trible-roller, altså en helt tredje rolle. Fy Fand` som svenskerne siger, det kan mennesker sku da ikke finde ud af.
Så er det, at kommunerne selv, gennem alle de sjove ting, som de pålægger mennesket efter forgodtbefindende, afgør hvad der videre skal ske med mennesket, som jo er sygt. OG HER BLIVER DET RIGTIGT MEGET SJOVERE.
Nu er kommunerne nået så langt at de kan træffe en afgørelse for mennnesket, som er sygt.
Så kommer afgørelsens time, hvor kommunerne har afgjort deres årelange sjove pålagte ting for mennesket. Rigtig mange får nej og så er der lukket for sygepengene, og det kan mennesket jo ikke leve af.
Jeg har selv, ved selvsyn set sådant et afslag fra en kommune for et sygt menneske. I afslaget stod at kommunen vurderede at personen kunne bestride et fuldtidsjob. Personen kunne søge et job hvor den skånede armene og benene. Hvor får man mon sådan et job henne?
Jeg var mildelst talt overrasket og måtte måbe med åben mund og polypper. Over lange årrækker har personen rendt til læger og sygehuse og gennemgået diverse operationer, samtidig med at passe dobbelt-rollen med jobbet.
Her 18 år før folkepensions-alderen er personen nu så svækket og smerteplaget og har stadig en ventende operation i sigte, at den ikke er i stand til at bruge arme og ben på et job, ej heller i hjemmet med de hjemlige gøremål. Pluds der kan komme flere operationer, hvis mennesket kan leve så længe.
Personen er ikke engang i stand til at slæbe en fuld indkøbspose fra parkeringspladsen og ind til sin stuelejlighed. Som følge deraf hentes de indkøbte varer over 3 til 4 gange i bilen og nærmest slæbes ind i stuelejligheden. Som følge af personens pinsler, tilbød jeg at hjælpe med at skrive ankebrevet, som der var en måned til at få skrevet.
Ankebrevet kom retur og der stod hverken ja eller nej, men kommunen blev rådet til at gennemgå vurderingen en gang til, og der var også påpeget nogle sygdoms-områder, som det foreslåes at vurdere særligt.
Efter denne 2. vurdering omvurderede kommunen den trible-sygdomsramte til at være berettiget til flexjob 4-5 timer dagligt. Hvor jeg talte med den sygdomsramte og påpegede at denne skulle bede om nedsættelse til 2 ½ -3 timer dagligt.
Hvis den sygdomsramte trible-syge skulle jobbe 4-5 timer dagligt, skulle personen jo holde sig i live på smertestillende og hvile og sove resten af døgnet. Og efter weekender ville mennesket jo ikke engang være kommet til kræfter til mandagens arbejdsdag. Fy Fand` som svenskerne siger, det er sku da ikke noget liv.
Den trible-sygdomsramte person påpegede da også til kommunen, det problematiske i at flex-jobbe i 4-5 timer og fik et slut resultat på at skulle flex-jobbe 3 timer dagligt. Jeg har kendskab til personen, som er så smerteramt, og ubrugelig på arbejdsmarkedet i arme og ben med videre, at jeg ikke tror på dette menneske holder til et flexjob i 10 måneder, som de jo skal for at bevare fleksydelsen.
Dette ubrugelige menneske på arbejdsmarkedet, som flex-jobber 3 timer dagligt, med oprigtigt interesse. Jeg ville ønske læserne kunne se mennesket bag. Personen har arbejdet stabilt i over 30 år. Ikke noget med pjæk, heller ikke på grund af tiltagende sygdom, idet mennesket havde lige ondt om det var på job eller blev hjemme.
På et tidspunkt bliver skavanker bare så meget større og u-udholdelig smertefyldte og afkræftende, at det nu er blevet til flex-job. Se mennesket bag, når det kommer hjem efter 3 timers flex-job. Denne person ligner efter arbejdstid noget der har været 2 døgn på værtshus i ansigtet, så mærket er mennesket i ansigtet, at alle personens daglige 3 timers flex-job strabasser sidder i ansigtet. Ansigtet bærer også præg af smerterne, og kroppen slæber sig afsted foroverbøjet og armene kan ikke løftes.
- Og menneskets livsgnist er slukket eller på stand by:
*TAK FOR KAFFE*
Min efterbemærkning:
- Burde dette sygdomsramte menneske oprigtigt talt overhovedet være på flex-job?
- Eller arbejdsmarkedet overhovedet?
- Kommunerne kan de helt oprigtigt vurdere rigtigt for reelt sygdomsramte?
Er fleksjob at skille "fårene fra bukkene" eller Dovne - Dvaske sygdommen fra reelle sygdomme. Mon ikke det forekommer, at der er Dovne - Dvaske sygdomme, der bliver vurderet til reelle sygdomme. Og omvendt; at reelle sygdomme bliver vurderet til Dovne - Dvaske sygdomme. Kan kommunerne helt oprigtigt vurdere rigtigt for reelle sygdomsramte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar